Fortrolighedspolitik

 

Persondataloven  (GDPR)

 Ifølge de nye GDPR regler, skal jeg sikre mig, at du som klient helt præcis ved, hvad jeg opbevarer om dig, hvorfor og hvor længe.

Jeg har derfor brug for dit eksplicitte samtykke til dette ved første terapisession, hvorfor du får udleveret en samtykkeerklæring med min Fortrolighedspolitik til underskrift. Tidligere foregik dette blot mundtligt, med hvad dertil mulige misforståelser til følge.

Du skriver under på, at jeg må opbevare div. faktuelle oplysninger om dig, hvilket jeg gør af den simple årsag, at jeg kan komme i kontakt med dig. Det være sig navn, alder, adresse, telefonnummer, mail.

Derudover supplerer jeg løbende min journal med optegnelser fra vores samtaler. Dette for at sikre dig kontinuitet og kvalitet i dit forløb, samt for at lette genopfriskningen af tidligere sessioner. Det jeg noterer mig, kunne være dine livsmønstre, grundproblematikker, div. temaer mm., samt mine observationer og overvejelser om dit videre forløb.

Alle oplysninger om dig opbevares på lokal pc med kode og det er kun mig, der har adgang til disse. Jeg opbevarer dem så længe du er i terapiforløb hos mig, og op til 3 måned efter, med mindre vi har aftalt, at dit forløb er slut. Efter 3 måneder sender jeg dig en mail, som du skal svare bekræftende på, såfremt du fortsat ønsker, at jeg gemmer dine oplysninger, ellers slettes de automatisk.

Alle oplysninger anonymiseres i forbindelse med supervision, som er en del af uddannelsen. Formålet med supervision er at sikre professionel sparring i fht. terapiforløb, således du får den bedste behandling. Supervisor og medsupervisander har tavshedspligt.

Du kan til enhver tid bede om at læse, få udleveret eller begrænse mine optegnelser om dig. Du kan også bede mig overføre dem til anden behandler eller få optegnelserne slettet endeligt. Ved ønske om sletning bedes du skrive dette til mig: kontakt@cg-terapi.dk

Spørg, hvis der er noget, du vil have uddybet.